Torontos ikoniske CN Tower på 551 meter

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Se Toronto fra en anden vinkel Se Toronto fra en anden vinkel Tekst: Aage Krogsdam

HELIKOPTERPERSPEKTIV I CANADA: Hvis man vil se det hele lidt fra oven, er der gode muligheder for et fantastisk vue fra det 551 meter høje CN Tower i Toronto - i solskin forstås!

Man kan som gæst i tårnet dog kun komme op i 447 meters højde til et udkigsdæk. Dette er imidlertid 4 meter højere end USAs højeste bygning; Sears Tower i Chicago, som er 443 meter højt.

I 346 meters højde finder man også et udkigsdæk, ligesom her er to restauranter, hvoraf den ene kører rundt, samt en natklub. Det tager 59 sekunder med ekspreselevatoren at nå de 346 meter og yderligere 40 sekunder med en enkelt elevator, hvis man vil op i 447 meters højde.

LÆS OGSÅ: Togrejse på 1. klasse

Fire elevatorer bringer dagligt mellem 5-8000 gæster til vejrs, og det årlige besøgstal er ca. 1,7 mio. mennesker. Fra observationsdækket kan man i klart vejr se over 150 km. ud i horisonten hele vejen rundt, bl.a. kan man se langt ind i USA på den anden side Ontariosøen.

torontoCN Tower er bygget af Canadas nationale jernbaneselskab, Canada National Railway, og det blev indviet i 1976. I informationsmaterialet omkring CN Tower hedder det, at tårnet ikke blot er et af verdens højeste, men også det mest sikre. Under opførelsen afprøvede man under ekstreme vindforhold en model af tårnet på universitetet i Ontario. Her nåede vinden en hastighed på over 200 km/t., og i følge eksperter er tårnet konstrueret til at kunne tåle vindstød på over 400 km/t. I stormvejr med vindstød på ca. 200 km/t vil tårnet svaje max. 23 cm. til hver side i restaurantdækket i cirka 350 meters højde, cirka det dobbelte 100 meter højere oppe og 1,07 m i 551 meters højde. Tårnet er sikret mod lynnedslag, og der er varmelegemer på de steder på tårnet, hvor der er risiko for, at is og sne vil sætte sig.

Ligeledes er tårnet på alle måder brandsikret. For det første er tårnet bygget i armeret beton, som ikke kan brænde. Desuden er rygning forbudt næsten overalt i tårnet, og alt materiale til indretning af det 7 etages høje restaurantdæk og udkigsplatform i ca. 350 meters højde, er fremstillet af materialer, der ikke er brandbare. Hvis der alligevel skulle opstå brand i tårnet, er der fire pumpestationer, der kan pumpe knap 2000 liter vand op i minuttet. Tårnet vejer 130.000 ton, og der er brugt 40.523 m3 beton til bygningen, samt ca. 6000 ton stål. Da ideen med tårnet opstod, var der mange i Toronto, der sagde: Det kan ikke lade sig gøre at bygge så højt et tårn! Men fra ideen blev født i 1968, til tårnet var en realitet, gik altså kun otte år. Men da havde arkitekter og ingeniører fra hele verden også været involveret i byggeprojektet.

Toronto har imidlertid også andre turistattraktioner at byde på. Af andre store bygningsværker kan nævnes "Skydome", et baseballstadion med plads til 50.000 siddende tilskuere. Taget i denne sportsarena kan åbnes "når vejret tillader det", hvorved man sidder under åben himmel. Skydome blev åbnet i 1988 og ligger lige ved siden af CN Tower, og man har et flot syn ned gennem "kuppelen" fra CN Towers top. En anden af Torontos attraktioner er Ontario Science Centre. Her kan man som besøgende få dage til at gå i de mange udstillingshaller, der dækker alt, hvad mennesket har skabt i historiens løb samt viser jordens udviklingshistorie og meget mere. Centret ligger i en smuk park i Torontos nordlige del og indeholder de mange udstillingshaller med mere end 800 selvstændige udstillinger samt over 40 miniteatre. Det videnskabelige center besøges af flere tusinde gæster dagligt.

Senest ændret Torsdag, 03 maj 2018 12:35

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.