Den nære ferie i Danmark hitter

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

DANMARKSFERIE: Måske troede du, at ferien for os danskere skal være vildt eksotisk for at blive et hit. Og at bestemmelsesstedet skal være et næsten ufremkommeligt sted på kloden. Men nej. Nye tal viser, at 80 pct. af danskere ferierer i Danmark mindst én gang årligt. Er det nære ved at udkonkurrere det fjerne? Danhostels direktør har et bud på hvorfor.

Danskerne elsker at holde ferie i Danmark, og ifølge en ny undersøgelse foretaget af Danhostel tager 4 ud af 5 på weekendtur eller ferie i kongeriget mindst én gang årligt. Spørger man danskerne, der vælger at holde ferie herhjemme, hvad de får ud af en ferie i Danmark, er der ikke den store tvivl om, hvorfor det nære rejsemål kan udkonkurrere det fjerne.

LÆS OGSÅ: En smuttur til naturen

Danskerne får tid til at tale mere sammen end i hverdagen, nævner over halvdelen af de adspurgte (52 pct.), og så kan der skabes minder sammen på en rejse i Danmark (52 pct.), ligesom vi kommer tættere på hinanden (41 pct.). Ole Andersen, direktør for Danhostel, som er brancheorganisation for 65 vandrerhjem i Danmark, kan genkende tendensen:

Klip 1 "Den nære ferieform – og livsstil – vinder frem i disse år. En tendens, vi opfatter som et modtræk til den travlhed, mange oplever i hverdagen, og den mere egoistiske online-tilværelse. En negativ bølge, som mange danskere har redet med på, men også døjet med og forsøgt at stoppe. I Danhostel hylder vi princippet om at give vores gæster en krammer og det gode, personlige værtskab, og det giver pote, kan vi mærke. Krammeren er konkret, men også et symbol på den nærhed og fælleskabsfølelse, vi ønsker at give vores gæster på vandrerhjemmene rundt omkring i landet", siger Ole Andersen.

Men det er ikke kun ønsket om at komme ned i gear i nære omgivelser, der motiverer danskerne til at tage på ferie i hjemlandet. Det er også et ønske om at lære Danmark og landets byer og karakteristika bedre at kende. Det mener 37 pct. af de respondenter, som vælger ferien i Danmark til. Og så er der gode muligheder for at være aktive sammen (34 pct.), når familien, parret eller gruppen drager på tur i Danmark med masser af cykel- og vandrestier, trætopsbaner, minigolf og vandoplevelser som vandlande eller det nye SUP (Stand Up Paddling), sejlads eller windsurfing på søer og i havet.

"Danmark egner sig jo fortrinligt til at komme i form eller prøve kræfter med nye sportsgrene, og det er sjovt, når familien eller grupper kan gøre det sammen. Vores indtryk er, at flere og flere danske børnefamilier ønsker at få adrenalinen op sammen og give plads til det fysiske samvær også som modspil til al den stillesidden foran en skærm. Værterne på vandrerhjemmene rundt om i Danmark får mange forespørgsler på, hvordan man kan være aktive sammen, hvad enten vi er i Silkeborg, i Skagen eller i København, og det er bl.a. her det gode værtskab viser sig, for de lægger en stor indsats i at guide gæsterne til de helt rette oplevelser", siger Ole Andersen.

Danhostels filosofi synes at virke, for i perioden 2012 – 2017 har brancheorganisationen haft en fremgang på 9 pct. Sidste år kunne Danhostel notere 970.000 overnatninger med en fordeling på 50 pct. familier og 50 pct. grupper som f. eks virksomhedsafdelinger på seminar, yoga-retreats eller lejrskoler.

Senest ændret Mandag, 16 juli 2018 06:33

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.