Slå ørerne ud og lyt til harmonika

Udgivet i Go' Fritid
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Ærø Folkelige Musikforening er for 23. gang vært ved den store harmonikafestival. Ærø Folkelige Musikforening er for 23. gang vært ved den store harmonikafestival. Foto: Harmonikafestivalen.

MUSIK: Fra den 26.-29. maj kan man høre harmonikaer blive trukket til det yderste, når Ærø Folkelige Musikforening er vært ved den 23. harmonikafestival i og ved Marstal Sejlklub.

Festivalen indledes torsdag aften med årets kirkekoncert i Marstal Kirke kl. 19.30. Koncerten bliver i år udvidet, idet der indledes med Tunnbybälgarna og Börje Färm, der efterfølges af Odd Arne Halaas fra Norge - og slutter med den populære norske gruppe, Happy Skvett, der er på Ærø for første gang.

Alle spiller både i teltet og i sejlklubben flere gange i løbet af weekenden, hvor der vil være i alt 62 grupper fra Danmark, Norge, Sverige, Rusland, Tyskland og Bulgarien.

Harmonikafestival

Festivalpladsen og de to scener i Sejlklubben og Teltet åbner fredag kl. 15.00 - og slutter søndag kl. 16.00.

Nyt i 2016:

JESPERS-NAT-BUS fra Sejlmagergade/festivalpladsen lørdag aften kl. 00.30 til Søby via Ærøskøbing.

Og sammen med Allan Harsbo og Aeroe Tours sælger der én-dagsture til harmonikafestivalen incl. færge, festival og føde og gratis bus på hele Ærø. Der har allerede vist sig stor interesse for dette nye tiltag.

Lørdag formiddag vil mange af grupperne spille rundt om i Marstals gader - og måske også lidt på torvet i Ærøskøbing.

Det swinger på Ærø

Afslutningen i år bliver med de 40 folkedansende efterskoleelever fra Bernstorffsminde under ledelse af Torben Nikolajsen. Det sker søndag kl. 15.30. De nævnes først, for det er en fantastisk oplevelse at se de glade "unger" kaste sig ud i dansen i de originale folkedansedragter. Ikke uden grund kalder de sig "Det Swinger".

Nye på Ærø er i år duoen "Sing Your Soul" med Meike og Ulrich fra Eckernförde på hhv. harmonika og klarinet. - Næsten nye er et gensyn med russiske Vladimir, der var på Ærø for mange år siden sammen med "Sct. Petersborg Musette Ensemble" - og nu er sammen med Svetlana.

Fredag eftermiddag mellem kl. 15 og 16 lægges der ud med HAPPY HOUR - to genstande (vin/øl/vand) for en genstands pris. Til at sætte festivalen i gang kommer de smittende rytmeglade 9 musikere fra Happy Skvett med harmonikaer, toradere, violiner og rytme. De skal opleves!

Igen i år kommer de 17 unge musikere fra Tysklands musikby Leipzig: Rockin' Accordions med den bulgarske Maria Kisovska-Löster, der også optræder solo i sejlklubben.

Dygtige harmonikaspillere

Og så er det lykkedes at lokke Kristian Rusbjerg og Søren Brix til Ærø igen. De to er nok de dygtigste harmonikaspillere i landet - og de har Mogens og Christian Bækgaard fra Jyderup med på scenen. Hør dem i sejlklubben fredag aften kl. 22.30.

Der bliver i år godt to timers folkedanserlegestue: lørdag kl. 11.30-13 og søndag kl. 9-10. Kom og dans – og lær nyt!

Også i år afholdes det populære badge-lotteri. I år med orange badges. – Der er rigtig mange flotte sponserede præmier fra forretningsdrivende på hele Ærø.

Da festivalen ingen mulighed har for at tage entré, er der igen i år opstillet beholdere rundt om i lokalerne, hvor gæsterne opfordres til at lægge en skilling eller en seddel.

Som bekendt er den eneste indtægtskilde fra det, der bliver solgt af vådt og tørt i løbet af weekenden - herunder ikke mindst godt øl fra det lokale
Rise Bryggeri.

Der vil i år blive serveret menuer à 65 kr. - fredag krydderkoteletter og lørdag helstegt pattegris - foruden frikadeller og pølser - og ikke at forglemme Løwtens Påkar, kendt fra TV.

God Harmonikafestival!

Senest ændret Torsdag, 07 juli 2016 07:18
Jens Øster-Mortensen

 

 

Jens Øster-Mortensen har arbejdet som freelance fotojournalist siden 1986 og har gennem årene leveret blandt andet rejseartikler til danske dagblade og fagblade.

Er bosiddende på Samsø og har især rejst i Grønland, Færøerne og Italien og er medlem af Pressefotografforbundet og Danske Rejsejournalister. Har de seneste 3 år været fast fotojournalist på Samsø Posten.

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.