Efter regn kommer ukrudt i haven

Udgivet i Bolig
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Aages have er lige nu skøn og grøn - men det er ikke kun blomsterne, der trives. Det gør ukrudtet også. Aages have er lige nu skøn og grøn - men det er ikke kun blomsterne, der trives. Det gør ukrudtet også. Foto: Aage Krogsdam.

AAGES HAVE: De seneste snart tre uger har vi fået meget regn. Over 100 mm her i Stenløse, og det kan blomster og planter lide.

De før så gule blade på rododendronbuskene er helt grønne nu, så regnen har virkelig gjort underværker.

Men regnen har også betydet, at der hvor staudebedene ikke er dækket af blomster, der gror ukrudtet lystigt. Især skvalderkålene.

Lugning i haven

Jeg har været i gang med at luge, men da jorden var blød efter regnen, fik jeg masser af de lange hvide rødder med op.

Sidste år måtte jeg i gang med en større rengøring af græsplænen for at fjerne mælkebøtter og gul kløver. Denne rengøring holdt kun et år. For et par dage siden var jeg i gang igen og fik masser af mælkebøtter og gul kløver fjernet.

Men efter regnen var det heller ikke så svært. Jeg har brugt et såkaldt mælkebøttejern til at løsne jorden på den enkelte mælkebøtte og på hver enkelt gul kløver. Der blev til en stor spandfuld rødder.

Grøn plæne

Det er måske ikke alle, der ønsker at fjerne mælkebøtter, gul kløver, bellis og hvad der ellers gror i græsplænen, men her hos os, vil vi gerne have en forholdsvis ren og grøn plæne uden disse planter.

Husk i øvrigt at give plænen kalk, så klarer græsset sig bedre mod de forskellige ukrudtsplanter og mos.

De fleste haveejere har skvalderkål, mælkebøtter, padderokker, agersnerle og bellis i deres have, og de er alle flerårige ukrudtsplanter. Det vil sige, at hvis du hakker det grønne væk uden at fjerne roden, så kommer planten igen og igen.

Derfor er det vigtigt, at du får roden med op, hvis du vil undgå disse ukrudtsplanter. Derfor er et hakkejern ikke brugbart her, men en greb eller en spade.

Ukrudtsdug

Et par tips til at undgå ukrudt er at du bruger en ukrudtsdug. Det er jo især aktuelt, hvis du eksempelvis skal anlægge et nyt staudebed.

Ukrudtsdugen holder ukrudt væk. Et andet tips er, at du kan benytte flis i dit staudebed, du skal blot lægge minimum 10 centimeter, før metoden er effektiv.

Vil du benytte en af ovennævnte metoder, skal du huske, at fjerne så meget ukrudt som muligt, og især rødderne inden du lægger dug og flis.

tomater-tomatplante-drivhusRegnvandstønder

Her på matriklen har vi to regnvandstønder, hvor vi kan opsamle 550 liter vand.

Vi bruger primært dette vand til vanding af blomsterkrukker, og det rækker til en del vandinger afhængig naturligvis af, hvor mange blomsterkrukker du har.

Vi har haft meget glæde af regnvandstønderne i foråret og sommeren indtil nu. Især under tørken hvor der var vand til krukkerne i cirka 3 uger.

Regnvand til drivhuset

Ellers har jeg brugt vandet fra regnvandstønderne til at fylde mine drivhusplantekasser op med vand. Jeg har seks plantekasser i drivhuset.

Nu hvor både agurkerne er i fuld vækst, og tomaterne er begyndt at blive modne, går der meget vand til hver dag.

Derfor fylder jeg op cirka hver 14 dag, og til en påfyldning går der cirka 350 liter vand. Husk løbende at nippe sideskud på både tomater og agurker i drivhuset, så sætter planterne hele tiden nye frugter.

Jeg har i øvrigt allerede syltet de første 9 agurker, og de er nu i fire store glas og vil være en dejlig spise til vinter.

salat-iceberg-frisk-groen-haveUrtehaven

I urtehaven har iceberg salat dannet dejlige hoveder, vi høster et hoved hver femte dag, ligesom persille, radiser og kartofler høstes to til tre gange om ugen.

Bønnerne kommer snart, og det samme gør ærter, mens rødbederne først begynder at kunne tyndes ud om cirka 14 dage, men så kan det første hold syltes.

Vindruerne i drivhuset vokser og vokser og det ser ud til at give rekordhøst i år, men der går mindst en måned, før de første druer kan plukkes.

Farver i haven

Blomsterkrukkerne med petuniaer, pelargonier, hortensia, margueritter og lobelia står i fuldt flor.

Det er en glæde at se alle de smukke blomster i krukkerne give liv og farver i haven og omkring huset på terrassen.

Fortsat god sommer og god fornøjelse i haven.

Senest ændret Torsdag, 14 juli 2016 16:39

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.