Stigende interesse for krydstogter

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Foto: Preben Pathuel / Tekst Aage Krogsdam

 

Det norske krydstogtsrederi Norwegian Cruise Line (NCL) venter en stigning på 3-4 % i det danske krydstogtsmarked de næste 3-4 år. Det oplyser Kevin Bubolz, direktør for NCL i Europa. NCLs europæiske afdeling ligger i Frankfurt og for nylig havde det danske PR og Presse Bureau Atlantic Link indkaldt til pressemøde på Axel Guldsmeden Hotel i København. Her fortalte Kevin Bubloz om NCL og dets fremtidsplaner.

NCL er verdens tredje største krydstogtsrederi. Norwegian Cruise Line Holding havde sidste år 2,5 millioner gæster på krydstogtsferie verden rundt med selskabets 26 skibe. Hvert år tager cirka 40.000 danskere på krydstogt. Det er mindre end 1 % af det totale danske chartermarked, hvor over 1 million danskere hvert år tager på en udlandsferie.

NCL ser derfor store muligheder for vækst i andelen af krydstogtsgæster fra Danmark i de kommende år. Selskabet tilbyder et bredt sortiment i forskellige prisklasser på sine krydstogter. I flere og flere af rejserne indgår der en lang række aktiviteter som er inklusiv i den færdige pakkepris. Der er dog stadig også mulighed for tilkøb af flere forskellige ydelser, som blandt andet spa-behandling.

Selskabet gør især meget for børnefamilierne, hvor der foruden adgang til svømmebassin fokuseres på legefaciliteter herunder en klatrevæg, gokart, minigolf og andre sportsaktiviteter om bord.

NCL tilbyder et nyt koncept med ture for singler med singlekahytter, og det er ved at blive populært. I forbindelse med disse singlekahytter med én seng er der også indrettet særlige singlerestauranter, hvor der fokuseres på, at den enkelte kan møde andre singler.

Bæredygtighed er vejen frem

På NCL krydstogtskibene er bæredygtighed prioriteret højt. Det betyder blandt andet genbrug af spildevand, toiletvand, opvaskervand, m.v. Det betyder, at den nyeste teknologi anvendes ved bygning af skibene, og at brændstofforbruget løbende reduceres for at mindske CO2-udledningen.

Emballager, der bringes om bord i forbindelse med forplejning, genbruges også, og ikke mindst har man de senere år reduceret anvendelse af plastikkrus, tallerkener og bestik i skibenes restauranter, samt stoppet brugen totalt af det årlige forbrug af 55 millioner sugerør brugt i drinks.

Også madspild er der fokus på at reducere. Dels er der indført mindre tallerkener, og flere og flere restauranter får a la carte menuer, mens buffeterne langsomt reduceres på skibene.

"Det kan ikke undgås, at der stadig er madspild. Men vi har et særligt behandlingsanlæg om bord på de enkelte skibe, hvor den kasserede mad behandles, inden det desinficerede og rene madaffald udledes som fiskeføde. Det samme er tilfældet med den menneskelige afføring og urin, som også behandles i særlige anlæg, inden den bliver udledt som fiskeføde", siger Kevin Bubloz.

Udover disse initiativer arbejdes der løbende med at finde nye anløbssteder for at reducere sliddet på naturen og infrastrukturen på de såkaldt hot spots – det vil sige de mest interessante anløbsdestinationer, hvor der ofte anløber op til 10 skibe på en dag. Endvidere arbejder selskabs ledelse løbende på at finde nye steder, hvor der kan anløbes. Det sker i samarbejde med lokale myndigheder, hvor målet er, at selskabet også bidrager økonomisk til den nye infrastruktur, som anlægges på helt nye anløbssteder. Desuden arbejdes der på, at der i de mange havne etableres energistik, således at skibene når de er i havn, ikke behøver at have maskinerne i gang til at producere energi, men i stedet kan titslutte sig energinettet i havnene.

"Det er en langsom proces", siger Kevin. "Mange havne har endnu ikke etableret energitilslutningsmulighed for de store krydstogtsskibe".

Inden for de næste10 år vil NCL investere i 11 nye skibe. Tendensen går i retning af lidt mindre skibe og med betydelig mere plads og komfort til gæsterne ombord til konkurrencedygtige priser.

I løbet af sommeren vil seks af selskabets skibe anløbe København flere gange på vej ud og ind i Østersøen.

Senest ændret Lørdag, 27 april 2019 17:01

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.