Sæler og hvaler i Kaikura

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Af: journalist Aage Krogsdam

New Zealand, der er lige så stort arealmæssigt som Storbritannien (i New Zealand bor dog kun knap 4 mio. mennesker), har mange smukke og spændende attraktioner at byde på, både på Nordøen og Sydøen.

Er du kommet til Sydøen, kan jeg anbefale nogle dages ophold i området fra byen Kaikoura og videre sydpå til Sydøens største by, Christchurch, med næsten 400.000 indbyggere. Ligeledes kan jeg forslå et par dages ophold på halvøen Akaroa. Alene turen fra Christchurch ud til havnebyen af samme navn ad små bugtede bjergveje er utroligt smuk. Her fra haven af samme navn kan man tage på bådtur ud og se på delfiner og hvaler.

Med udgangspunkt i Kaikoura, der ligger lige ud til Stillehavet ved en lille bugt, gik vi på opdagelse i området. I den hyggelige by bor cirka 2000 indbyggere. Hvalfangere oprettede i 1832 en hvalfangerstation her, og en overgang var her en flåde på over 136 hvalfangerskibe. Men siden 1907 er denne udnyttelse af hvalerne langsomt blevet reduceret, og i dag drives ingen kommerciel jagt på de store havpattedyr. Derimod vises de frem for turisterne. Men byens befolkning lever stadig af fiskeriet. Over 200 fiskearter inklusive hummer og en lang række skaldyr er fundet ud for Kaikouras kyst, og undersøgelser viser, at der er tale om meget sunde bestande. Ud for kysten er der under vandet meget dybe kløfter i havbunden - en slags undersøisk Grand Canyon -, hvor de kolde og varme havstrømme mødes.

Det betyder, at her findes en enorm rigdom af næringsstoffer til glæde for havets planteplankton.

Hvaler

Planktonet er den vigtigste fødekilde for bardehvaler og små fisk, mens de små fisk igen er fødeemner for større fisk, søfugle, delfiner og sæler og hajer. Derfor findes her et meget rigt dyreliv med bl.a. pukkelhvaler og kaskelothvaler.

Kaskelothvalerne på op til 20 meter findes ved kysten hele året. og de fleste er unge hanner, der endnu ikke er kønsmodne. Føden finder de i de store undersøiske kløfter, og hvalerne dykker ned til 1 kilometers dybde i op til en time. Fra byen arrangeres ture ud på havet, hvor der er mulighed for at møde pukkelhvaler, kaskelothvaler, delfiner, sæler og mange forskellige søfugle, blandt andet verdens største fugl, albatrossen. Disse havpattedyr er blevet en attraktion for lokalbefolkningen og de tusindvis af turister, som hvert år besøger området.

Men det er også muligt at se dusky delfiner i tusindtal. De ankommer i løbet af efteråret og forsommeren til Kaikoura-området. De samles i store flokke på indtil flere hundrede, især syd for byen. De bliver indtil april og er meget legesyge. Ved kysterne omkring Kaikura og Christchurch kan man finde sælkolonier, som man kan komme tæt på, men forstyr dem ikke. Sælerne ligger og soler sig på kysten eller leger i vandet.

De Sydlige Alper

Vest for byen strækker den store bjergkæde, Seaward Kaikoura Range, sig og når op i ca. 1600 højde. Længere sydpå går bjergkæden over i De Sydlige Alper, der strækker sig helt ned til øens sydspids. I foråret er hele den 800 kilometer lange bjergkæde dækket af sne, som glimter i solens stråler, når de rammer toppene.

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.