Jesus er retur på de skrå brædder i 2022

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Kulturturisme vinder mere og mere indpas, dog naturligvis med en COVID-19 pause, som vi ser det i øjeblikket. De verdensberømte Passionsspil i Oberammergau er dog ikke sådan at korsfæste, og premieredatoen i 2022 er på plads.

Passionsspillene i den tyske alpeby, Oberammergau, har indtaget de skrå brædder i 400 år, men 2020 skulle desværre blive undtagelsen.

Skuespillet om Jesus opføres kun hvert tiende år, og i 2020 skulle det have været tid igen, men COVID-19 lagde det midlertidigt i graven.

"Men sådan en spektakulær kulturbegivenhed, der trækker tilskuere til fra hele verden, lader sig ikke kue. I 2022 er Passionsspillene planlagt til at rulle igen. De danske overnatningstal i Tyskland stiger i øvrigt markant med passionsspillene, men også mange amerikanere og andre nationaliteter valfarter til. Der er tale om en helt unik og meget autentisk kulturbegivenhed, og vi glæder os enormt til at se det gennemført igen", siger Bo Schou Lauridsen fra Tysk Turist Information.

Det er påskens begivenheder, der udleves igen: Jesus' indtog i Jerusalem. Skærtorsdag med den sidste nadver. Langfredag og korsfæstelsen samt påskemorgen med genopstandelsen.

En halv million tilskuere i 2010

Passionsspillene i Oberammergau blev første gang opført i 1634 og har fundet sted hvert tiende år siden da. I 2010 blev der talt omkring 515.000 tilskuere fordelt over 104 forestillinger, inklusiv adskillige udenlandske gæster, hovedsageligt fra USA. I december 2014 blev Passionsspillene optaget i det landsdækkende register over immateriel kulturarv i bestræbelserne om at bevare UNESCOs kulturarv.

For Oberammergau kommune og holdet bag Passionsspillene og instruktør Christian Stückl har befolkningens helbred her i 2020 naturligvis haft det største fokus, selvom ærgrelsen har været enorm.

Man løber ikke fra et løfte i Tyskland

Passionsspillene går tilbage til et løfte, der blev afgivet i 1633. På det tidspunkt lovede de lokale i Oberammergau at opføre Kristi lidelse, død og opstandelse, hvis pesten som modydelse ville undlade at tage flere liv.

Og her i Oberammergau løber man ikke fra et løfte. Derfor er planerne om at udføre Passionspillene i 2022 i fuld gang med en fastsat premieredato, der hedder den 21. maj 2022. Yderligere forestillingsdatoer bliver annonceret, når vi nærmer os.

Også tidligere i historien har der været udsættelser og endda aflysninger af Passionsspillene. I 1770 kunne Passionsspillene ikke finde sted på grund af et generelt forbud, og i 1940 forhindrede 2. verdenskrig forestillingen. I 1920 besluttede kommunalbestyrelsen ikke at gå videre med forberedelserne som følge af de omfattende krigsskader efter 1. verdenskrig, men Passionsspillene kunne udsættes og afholdes i 1922.

Teatret, hvor Oberammergau Passionsspillene opføres, tæller næsten 4.500 pladser, hvilket gør det til den største udendørsscene med et overdækket auditorium i verden. Man havde forventet ca. 450.000 tilskuere fra hele verden her i 2020.

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.