Husk dine kvinder, når de er på farten

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Man skal være tryg, når man rejser. Det gælder både mænd og kvinder. Men kvindelige rejsende har større risiko for at komme ud for visse situationer, især hvis de rejser alene, skriver BCD Travel på deres hjemmeside. I følge en undersøgelse udført af SAP Concur, som spurgte 7.850 forretningsrejsende, har mere end tre ud af fire kvindelige forretningsrejsende oplevet chikane på forretningsrejser.

Af de adspurgte kvindelige forretningsrejsende sagde 85 %, at de har prøvet at ændre rejseplaner, fordi de følte sig utrygge. Destination, miljø og tidspunkt på dagen er alle faktorer, der kan øge chancen for en negativ oplevelse. BCD Travel har samlet en række tips, der kan give kvindelige rejsende større tryghed, og dem viderebringer vi her:

Vælg det rette hotel

Vælg et hotel med høj sikkerhed. Find nødudgangene, og kontrollér, at telefonen på hotelværelset virker. Hold døre til hotelværelset låst, og hav altid nøglen til værelset på dig. Mød dine gæster i hotellets lobby eller et andet offentligt sted. Når du tjekker ind og anvender bagagemærker, bør du angive din firmaadresse i stedet for din private adresse.

Sørg for sikker transport

Hvis du kører bil, stop da kun ved steder med andre mennesker og god belysning. Tager du en taxa? Så brug udelukkende certificerede taxaer som anført i din virksomheds rejsepolitik. Sæt dig ind i de lokale skikke. I nogle lande bør kvinder ikke sidde på det forreste passagersæde i taxaer. Nogle steder forventes det, at kvinder bruger taxaer, der køres af andre kvinder.

Brug din virksomheds OBT

Når du vælger et godkendt hotel via din virksomheds foretrukne onlinebookingværktøj, fremmer du ikke blot compliance, men processen er også med til at levere vigtige oplysninger til eller om en rejsende i en risikabel situation.

Respektér kulturforskelle

Sørg for at finde ud af, hvordan en kvinde bør gå klædt på destinationen. I nogle områder er det ikke tilladt, at mænd og kvinder giver hånd eller har fysisk kontakt, heller ikke i professionelle situationer.

Beskyt dig selv, når du er social

Kvinder bør aldrig nævne, at de rejser alene. Bed conciergen på dit hotel eller dine forretningsforbindelser om anbefalinger til sikre spisesteder og sightseeing. Hold altid øje med dine glas og drik ikke noget, du ikke har haft opsyn med.

Senest ændret Onsdag, 05 februar 2020 16:35

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.