Mallorca igen populær feriedestination

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Tekst og fotos: journalist Aage Krogsdam

Mens verden venter på at blive åbnet igen, så turisterne kan rejse rundt og opleve de skønne steder overalt på kloden, kan vi da heldigvis drømme os til de forskellige steder med sol, strand og azurblåt hav og grønne palmer. Et af de lande, som i følge de spanske myndigheder snart åber for turister igen er Spanien.

Den spanske ø Mallorca i Middelhavet er de senere år igen blevet et populært rejsemål for danskerne. Rejsebureauerne har været dygtige til at forny sig og tiltrække nye generationer af danskere til den smukke ø. Man kan sige, at øen er genfødt som feriemål, og du kan stadig i dag opleve lidt af det autentiske Mallorca især på nordøstkysten og sydøstkysten, hvor turismen er blomstret op i de små maleriske byer og landsbyer.

Blandt de mange rejsebureauer som arrangerer ture alt lige fra daseferie til indlagte ture er Bravo Tours, som tilbyder næsten 100 hoteller og lejligheder spredt ud over hele øen i disse byer: Cala d´Or, Cala Mayor, Cala Vinyes, Callas de Mallorca, C´an Picafort, Alcudia, Palma Nova, Playa de Palma, Portals Nous, Puerto Pollensa og Santa Ponsa. Bureauet har fundet nogle perler på alle ovennævnte steder.

Hoteller og lejligheder for alle

Alle steder tilbydes forskellige aktiviteter til vands og på land. Der er hoteller større eller mindre med lige fra to til 5 stjerner, halvpension og all inclusive, som er blevet moderne, og ikke mindst en ferie hvor børnene er i fokus.

Mange af feriestederne ligger i små landsbysamfund med omkring 10.000 indbyggere.

Jeg har boet, og badet ved strandene i de to byer Alcudia og Can Picafort.

Der løber en strandpromenade på omkring 14 km fra Alcudia og østpå til Can Picafort. Til venstre for mig ligger den skønneste badestrand med klart vand og masser af glade især børnefamilier, som hygger sig på stranden og i det lune vand.

Til højre for mig ligger små caféer, restauranter, souvenirsbutikker og alle mulige andre butikker i en skøn blanding.

Overalt på strandafsnittene er det muligt at leje solvogne og parasoller, ligesom her er toiletter, brusere, Beach-bar og adgang for handicappede. Desuden får du tilbud om at løbe på vandski, windsurfing, speedbåd, vandscooter etc. Her er således masser af muligheder for at hygge sig med masser af aktiviteter på stranden, hvor du kan dase i solen og køle af i bølgerne.

Desuden er begge byer særligt populære hos cykelryttere, der tager turen fra byerne og ud til Cap de Formentor, hvor benene for alvor kommer på hårdt arbejde langs de stejle snoede bjergsider.

Alcudia før og nu

Alcudia består faktisk af to byer, nemlig den nye moderne havneby ud til stranden, og cirka halvanden kilometer inde i landet den gamle by med de middelalderlige bymure. Bymuren blev bygget af spanierne i 1300-tallet. Gennem mange år forfaldt murene men er nu nyrestaurerede, og man kan gå oppe på selve muren. Alcudia er en gammel by. Der har boet mennesker her helt tilbage i bronzealderen, viser talrige fund. I 902 erobrede araberne byen og gav den navnet Alcudia, der betyder "højen.

I perioden fra 1298 til 1362 blev der bygget en 6 meter tyk mur med 26 små tårne omkring byen dels for at beskytte den, dels for at beskytte den nordlige region på øen.

Turister begyndte for alvor at besøge Alcudia i 1970'erne. Det store marskområde Albufeira nær de to byer blev drænet, og store hotelkomplekser skød op. I 1980'erne eksploderede turismen, og i dag er hele området helt og holdent afhængigt heraf. Byen har cirka 10.000 fastboende indbyggere, men mere end 30.000 hotelsenge.

I den gamle bydel inden for bymurene er der en labyrint af smalle stræder og små torve. Disse gemmer på mange flotte og velbevarede huse, ligesom der er hyggelige restauranter, caféer og små spændende butikker. De historiske seværdigheder er centreret omkring Placa Constitució.
Tirsdag og søndag er der marked i det gamle Alcudia. Det er et af Mallorcas mest populære markeder, og det tiltrækker turister fra store dele af øen. Vil man gerne have den gamle by lidt mere for sig selv, så bør man undgå disse to dage. Tyrefægtning finder sted hver torsdag aften i turistsæsonen og har mest karakter af leg.

I 1997 blev den gamle by optaget på "UNESCO World Heritage List", som et monument af overordentlig stor betydning, og som eksempel på en arkitektur, som skildrer en vigtig periode i historien.

Bjergene i nabolaget

I baglandet af de skønne strande finder du øvrigt et meget spændende og smukt landskab med høje bjerge, slugter og en ufremkommelig klippekyst mod vest.

Mange turister forelsker sig i de smukke landskaber, andre holder aktiv ferie i bjergene og børnefamilier foretrækker området, fordi der ud over børnevenlige strande er mange familieattraktioner som vandlande og safariparker.
Mallorca er lidt større end Fyn og har 869.000 indbyggere, hvoraf knap halvdelen bor i hovedstaden Palma. Øens lange historie går tilbage til de første bosættelser for 8.500 år siden. Fønikerne, grækerne, romerne og maurerne har alle efterladt spor på øen. I 1479 blev Mallorca en del af det spanske kongerige.

Senest ændret Tirsdag, 26 maj 2020 08:13

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.