Natteravnene og FN's Verdensmål

Udgivet i Dit liv
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Discountkæden REMA 1000 indtræder i nyt samarbejde med Natteravnene, der årligt er i kontakt med 750.000 unge over hele landet. Partnerskabet skal skabe endnu mere tryghed i nattelivet.

Natteravnene er årligt i kontakt med mere end 750.000 unge, som nyder godt af et smil, en sludder og et Natteravne-bolsje, der alt sammen er med til at skabe tryghed og glæde i nattelivet. For udover at være tæt på de unge i byen, forebygger Natteravnenes indsats kriminalitet og giver gode rammer for unge mennesker.

Og fremover vil REMA 1000 være med som fast partner og sponsor på Natteravnenes indsats. Konkret vil REMA 1000s økologiske kaffe, der ryger over disken i butikkerne landet over, bidrage til, at Natteravnene kan vandre i gaderne og skabe endnu mere tryghed og glæde.

Derudover sponsorerer REMA 1000 fremover de hundredetusindevis af bolsjer, som Natteravnene er kendt for at dele ud i nattelivet.

Chef for Natteravnene, Claus Staunstrup Nilsson, fremhæver det fælles målrettede arbejde med FN's verdensmål som et naturligt afsæt for det nye partnerskab.

"Det ligger os meget på sinde at arbejde med trivsel og tryghed for vores børn og unge - og skabe glæde i lokalsamfundet. Vi glæder os derfor meget over, at REMA 1000 påtager sig et stort socialt ansvar sammen med os," siger Claus Staunstrup Nilsson.

Natteravnene er en del af Fonden for Socialt Ansvar, som er en paraplyorganisation, der driver og sikrer rammerne for en række frivillige sociale indsatser, som alle løser nogle af samfundets alvorlige udfordringer.

Samarbejdet er startskuddet til et større partnerskab, hvor Natteravnene og REMA 1000 i fællesskab vil arbejde for at sikre tryghed og glæde blandt unge mennesker i Danmark.

Fakta om Natteravnene:
Natteravnene er en af Danmarks største frivilligindsatser med over 3500 frivillige ildsjæle, der sikrer øget tryghed i nattelivet. Natteravnene er der for unge, der har brug for hjælp, når de for eksempel har drukket for meget, er havnet i en konflikt eller har brug for en voksen at tale med. Natteravnene er i kontakt med over 750.000 unge årligt og har ved deres blotte tilstedeværelse en kriminalitetsforebyggende effekt og skaber trivsel og glæde i nattelivet i de ikoniske gule jakker.

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.