Jul på Nationalmuseet

Udgivet i Livsstil
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Børnene kan lære alt om de forskellige nisser fra gamle dage. Børnene kan lære alt om de forskellige nisser fra gamle dage. Foto: Anker Tiedemann/Natioanlmuseet.

JULETRADITIONER: I julemåneden sker der en lang række aktiviteter på Nationalmuseets forskellige afdelinger blandt andet på Frilandsmuseet i Virum, på Nationalmuseet i Ny Vestergade og på Klunkehjemmet i Frederiksholms kanal.

På Frilandsmuseet fokuseres på julens traditioner i 1800-tallet. Den jul, vi kender i dag med juletræ, pakker og søde sager, blev født i borgerskabets lune stuer i 1800-tallet.

LÆS OGSÅ: Jul hos dyrene i Odense ZOO

For den velstående bonde var det gode julebord dækket med grød, æbleskiver eller hvedebrød. Nissen lurede i kulissen i alle samfundslag. Den nisse, der hyggede med borgerfamilien ved juletræet, var en hyggelig lille fyr. Men bondemandens var farlig og dyster.

frilandsmueet-julGårdene pyntet til jul

Overalt på museet er gårdene pyntet op til jul med juletræer, lys og pynt. Du kan eksempelvis besøge de gamle gårde og se skuebordene med 1800-tallets julemad og høre om julegavens historie.

Kig ind i herregårdens store køkken, hvor ilden knitrer i brændekomfuret, og duften af småkager breder sig. Hør Elverhøjkorets smukke sange, klip julepynt efter gamle opskrifter og deltag i den store juletræsfest på herregårdens gårdsplads.

Du kan opleve disse ting i de to weekender 3. og 4. december og 10. og 11 december fra klokken 10 til 16.

julekager-julJulekager som smager

På Nationalmuseet i Ny Vestergade er der julekagegilde i museets festsal lørdag og søndag den 3. og 4. december klokken 13.30 og 15.30.

Her dækkes op med historiske julekager akkompagneret af musik og foredrag om det søde indslag i juletiden. Gæsterne kan smage på udvalgte julekager fra middelalderens pebernødder over 1800-tallets klejner til 1950'ernes julekage med sukat.

I lære som nisse

På Nisseversitetet på museet kan børn komme i lære som nisse. De trænes i alle slags nissediscipliner, så de kan blive en drillenisse, en borgnisse eller en gårdnisse. To nisseprofessorer lærer fra sig i træskogang, nisseskrift, styltegang, smørklat-kastning og meget mere.

De børn, der gennemfører nisseuddannelsen, får et nissediplom og en hemmelig liste med nissedrillerier. Denne aktivitet afvikles lørdage og søndage i december fra klokken 12 til 15.

I borgerlejligheden i Klunkehjemmet i Frederiksholms Kanal, der ligger i hjertet af København, har tiden stået helt stille i over 100 år.

Til jul er lejligheden pyntet op med frøknerne Gerda og Ellens julepynt fra sidst i 1800-tallet, ligesom familiens julekort ligger fremme, og juletræet er kommet op i stuen. Under besøget kan du komme på en rundvisning og en tidsrejse tilbage til julen i det finere borgerskab alle weekender i december. Glædelig jul!

Se mere på www.natmus.dk.

Senest ændret Tirsdag, 06 december 2016 16:07

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.