Vinter i København – Guide til sjove aktiviteter

Udgivet i Kultur og underholdning
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Der er masser af sjove vinteraktiviteter i København. Der er masser af sjove vinteraktiviteter i København. FOTO: Visit Copenhagen/ Robert Thomason

EN COOL HOVEDSTAD PÅ FLERE MÅDER: Man siger, at København er bedst, når det er varmt. Men i de kolde vintermåneder forvandler hovedstaden sig til en verden fuld af sjove vinteraktiviteter.

Selvom det er koldere og vådere end om sommeren, så har København masser at tilbyde om vinteren. Byen forvandler sig nemlig til et 'winter wonderland' med en hyggelig atmosfære og sjove aktiviteter. Her er Fritidsmagasinets top vinterfornøjelser i København.

LÆS OGSÅ: Københavns nye food-fristelser

Flydende Spabad

At sejle rundt i Københavns kanal kun iført badetøj lyder måske ikke som den mest attraktive ting at gøre i januar. Ikke desto mindre er dette helt klart en vinterfornøjelse, som alle burde unde sig selv. Hos Copenhot kan man nemlig give sig selv den ultimative spaoplevelse, som ikke kun byder på afslapning men også sightseeing. De flydende spabade, der lydløst sejler langs Amaliehaven, er udstyret med motor, som ikke kun får båden til at bevæge sig, men som samtidig varmer spabadets vand op. Man vil derfor uanset vejret være i stand til at holde varmen og nyde synet af København fra en mere våd vinkel.

Kom på glatis

Sæt gang i benene og få farve i kinderne på Frederiksberg. Frederiksberg Runddel er nemlig traditionen tro forvandlet til en herlig skøjtebane for hele familien. Der er gratis adgang, så alle er velkommen. Den idylliske stemning og udsigten til Frederiksberg Allé gør dette til en sjov og forfriskende oplevelse.

Forfriskende gys på Islands Brygge og Svanemøllen

At kaste sig ud i iskoldt vand lyder sikkert som det sidste, man har lyst til, men for mange er vinterbadning et kæmpe hit. Vinterbadning er gennem de seneste par år blevet mere og mere populært, og det er der en helt bestemt grund til. Gyset ved at kaste sig ud i det kolde vand giver nemlig et forfriskende og sundt kick for både krop og sjæl. Så hvis du også er lidt vintertræt og har brug for ekstra energi, kunne det være en god idé at pakke badetøjet og komme afsted.

Grib chancen, når sneen falder

Selvom vi i Danmark sjældent har en rigtig hvid jul, oplever vi ofte en del sne, så snart vi når over på den anden side af nytår. Dette skal man huske at udnytte – fordi; er der noget sjovere end at gå i barndom og genopleve barndomsminder? Så grib chancen, så snart sneen falder og begiv dig ud i naturen. Sving eksempelvis forbi Kongens Have eller Frederiksberg Have. Her er det muligt for alle barnlige sjæle at erklære krig mod vennerne med en god gammeldags sneboldkamp. Har man brug for mere fart over feltet, kan man i stedet begive sig mod Søndermarken. Her er der gode kælkemuligheder for både børn og voksne, som elsker at mærke suset, når man kører ned gennem det snebeklædte landskab.

Senest ændret Torsdag, 18 januar 2018 10:22

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.