Australiens lange vej Ocean Road

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
De tolv aposte er af naturen blevet reduceret til 10, men de er stadig smukke. De tolv aposte er af naturen blevet reduceret til 10, men de er stadig smukke. Foto: Aage Krogsdam.

AUSTRALIEN: Den 243 kilometer lange Great Ocean Road på Australiens sydkyst øst for Melbourne er verdens største krigsmonument. Vejen blev anlagt af 3000 hjemvendte soldater efter 1. Verdenskrig i årene 1919-1932.

australien-ocean-roadVejen blev bygget til minde om soldaternes næsten 60.000 faldne kammerater i krigen. Anlæggelsen skete udelukkende med håndkraft ved brug af skovle, hakker, trillebøre, sprængstoffer (dynamit) og hestevognstrukne tipvogne.

Med bygningen af vejen fik befolkningen i indlandet adgang til kysten. Tidligere var der kun adgang via søvejen og ad næsten ufremkommelige stier i regnskoven, hvor overfald af landvejsrøvere og andre kriminelle hørte til dagligdagen.

Australiens skønne landskab

Great Ocean Road er en utrolig seværdighed. Vejen snor sig langs Australiens sydkyst i delstaten Victoria vest for Melbourne. Snart er vi højt oppe og har nærmest på fornemmelsen, at vejen hænger som en veranda på den stejle klippeside med det blå hav flere hundrede meter under os.

Overalt langs vejen veksler landskabet mellem tæt skov, åbne vidder mod landbrugslandet med græssende får og kødkvæg for igen at blive lukket af bølgende skove. Dybe slugter med vandfald, klitter og høje skrænter karakteriserer landskabet.

koala-bjoern-australienKoalaer i træerne

Det er et betagende syn at skue langs kysten med det dybblå hav, den hvide brænding, der ruller ind mod gule eller hvide sandstrande med det grønne skær af træerne helt ud til vandkanten. Eukalyptustræerne er i overtal. Nogle steder er bladdækket tyndt og ligner et spindelvæv af lysegrå grene med enkelte blade.

Det skyldes, at dette skovområde blandt andet er befolket af en stor bestand af et af Australiens nationale klenodier fra dyreverdenen, nemlig den udryddelsestruede koalabjørn, som har ribbet eukalyptustræerne for næsten alle deres blade. Bladene udgør et festmåltid for de små cirka 80 centimeter lange pungdyr.

Ikke langt fra denne del af skoven ligger der ved en bugt og Kennett floden en campingplads, hvor de besøgende deler pladsen med en koloni af cirka 20 koalabjørne. Vi kan komme meget tæt på disse dyr, der sover det meste af tiden i træerne, fordi et euforisk stof i bladene nærmest beruser bjørnene.

australien-hav-klipperDe 12 apostle i sandsten

Et andet sted på kystvejen passerer vi en golfbane i fiskerbyen Anglesea. Her har en stor flok kænguruer bosat sig og hopper rundt på deres karakteristiske måde mellem golfhullerne.

Lige før slutningen på Great Ocean Road kommer vi til de 12 Apostle. Der er tale om sandstensøjler, der står ude i havet langs den næsten 100 meter høje kyststræknings lodrette skrænter.

Igennem millioner af år har bølgerne rullet ind mod disse skrænter og ædt mere og mere af landet. Efterladt et stykke ude i vandet ses de mest hårdføre skulpturlignende sandstens blokke i gule og brunlige farvenuancer.

Oprindelig var der tolv, men havets evige bevægelse mod kysten har de seneste 20 år fået nogle af disse søjler til at kollapse, så der faktisk i dag kun er 10 tilbage.

Den 243 km lange vej begynder nær Anglesea og slutter sit snorlige og spektakulære forløb i hvalfangerbyen Warrnambool.

Yderligere oplysninger på: www.visitaustralia.com, www.visitvictoria.com, www.visitgreatoceanroad.org.au.

Senest ændret Søndag, 03 maj 2015 06:46

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.