Bali til Beijing på cykel

Udgivet i Ferie og rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Turleder Nicolai Bangsgaard er en erfaren cyklist. Turleder Nicolai Bangsgaard er en erfaren cyklist.

OP PÅ CYKLEN: Et eventyr, der starter på Bali i Indonesien og slutter i Kinas hovedstad Beijing, er gået i gang.

Ruten runder i alt 10.000 kilometer og er opdelt på syv etaper, der hver udgør syv unikke rejser. Den erfarne cykeleventyrer Nicolai Bangsgaard, som har været med til at planlægge ekspeditionen sammen med Jysk Rejsebureau, fortæller:

- Man får et helt andet indtryk af landenes kultur, lokalbefolkning og natur fra cyklen.

Og han ved, hvad han taler om. I bogen 'SOLO' har han beskrevet sine egne oplevelser fra de fire år, hvor han cyklede verden rundt. Han har selv cyklet mange af etaperne og glæder sig nu til at dele oplevelserne fra sadlen med andre på den utraditionelle cykeltur.

- Her handler det ikke om at cykle stærkt – vi skal opleve og mærke verden, mens vi cykler, forklarer han.

Der bliver sørget godt for de rejsende på turen. De vil blandt andet have en servicevogn til rådighed med forsyninger, ligesom der undervejs vil være indlagte hviledage, hvor de rejsende på egen hånd eller sammen med Nicolai kan besøge seværdigheder i området eller bare lade op til næste dags udfordringer og oplevelser.

Eventyr på cykel
- Cykeleventyret er målrettet dem, som gerne vil have en anderledes rejseoplevelse – og samtidig udfordre sig selv på cykel sammen med andre, fortæller Niels Amstrup fra Jysk Rejsebureau.

Etaperne varierer i sværhedsgrad og turen er ikke lavet for elitecyklister.

- Men man skal dog have en god portion stædighed og en fornuftig fysisk form. Da den gennemsnitlige distance på etaperne er omkring 70 km. per dag, skal man nok træne lidt hjemmefra, fortæller Niels Amstrup.

Etaperne varierer fra 23 til 27 dage og 1200 til 1800 km. Gruppestørrelsen pr. etape er max. 20 personer. Ruterne er tilrettelagt sådan, at man mange steder kommer helt 'off the beaten track', hvor det er de smukke, skiftende landskaber, livet og lokalbefolkningerne, der er de primære seværdigheder. - -- Der bliver naturligvis også mulighed for at besøge de traditionelle attraktioner, som vi kommer forbi undervejs, forsikrer Nicolai Bangsgaard.

En cykelnation
Niels Amstrup fra Jysk Rejsebureau fortæller, at ekspeditionen møder danskernes stigende efterspørgsel efter unikke ferieoplevelser.

- Danmark er en cykelnation og danskerne elsker at cykle. Samtidig oplever vi i stigende grad en efterspørgsel efter mere adventure-prægede ferier med unikke oplevelser. Dette kombineret med Jysk Rejsebureaus store erfaring med rejser i Østen gør det helt naturligt for os at tilbyde dette unikke cykeleventyr.

Nicolai Bangsgaard er uddannet antropolog, foredragsholder, autodidakt fotograf og eventyrer. Han har sammenlagt rejst i mere end syv år i 70 lande. Han er passioneret fotograf, har undervejs på hans rejser arbejdet som skribent ved Metro-Xpress og har adskillige gange optrådt i TV, radio, magasiner, ugeblade og aviser i Danmark og udlandet. Han har skrevet bogen 'SOLO' om sin rejse jorden rundt på cykel i fire år. Man kan læse meget mere om Nicolai og læse uddrag fra bogen 'SOLO' på www.nicolaibangsgaard.dk/

Senest ændret Lørdag, 20 juli 2013 15:55

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.