Sommer i Danmark kan være dejlig

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Kim Wyon Kim Wyon FOTOS: Visitdanmark/ Odense Zoo

Hvis du ikke allerede er blevet bombarderet af feriebilleder på Facebook og Instagram, går der formentlig ikke ret lang tid, før det sker. Men selvom det er dejligt at rejse, er budgettet desværre ikke altid til det. Se her, hvad man kan gøre for små penge.

Rejsebilleder fra familie og bekendte kan derfor være salt i såret – især hvis man som forælder ville ønske, at man kunne give sine børn de samme rejsemuligheder, som andre familier har. Men fordi man ikke kan komme til udlandet, behøver sommerferien ikke at blive kedelig. Danmark er fyldt til randen med masser af eventyr. Fritidsmagasinet har samlet 12 sjove oplevelser rundt om i Danmark, som er værd at overveje, når sommerferien skal tilbringes i hjemlandet.

Jylland

Skulpturparken i Blokhus: Naturlig kunst
I Blokhus finder I Skulpturparken Blokhus, som er 20.000 m2 fyldt med kunstværker udført i naturligt materiale – det vil sige alt lige fra sand og træ til beton og metal. Omgivelserne er indrettet med hyggelige sansehaver og byder på et hav af sjove aktiviteter for både børn og voksne. I 2018 er årets sandtema eksempelvis "Alletiders helte", og besøgende har derfor mulighed for at se deres yndlingstegneseriehelt klappet ud i sand.

Råbjerg Mile: Sand, sand og atter sand10787 Råbjerg Mile Niels Thye 1
Har det altid været jeres drøm at komme på ørkensafari, men har budgettet aldrig været til det? Hvis ja, så bør den næste sommerferieudflugt gå til Råbjerg Mile. Her er der sand, så langt øjet rækker, og både børn og voksne kan få lov til at boltre sig i det, ligeså tosset de vil. Råbjerg Mile er Danmarks største vandreklit og ligger lidt syd fra Skagen. Milen er ca. 1000 meter på hver led og indeholder 3,5 millioner m3 sand.

LÆS OGSÅ: Er vi der ikke snart? Underhold børnene på bilferien.

Dybbøl Banke: Få en snært af historiens vingesus
De fleste af os har hørt sangen "Mallebrok" og kender til slaget ved Dybbøl Mølle. Men bliver vi udfrittet om detaljerne ved Danmarks store nederlagskrig, vil det formentlig vise sig, at vi ikke kender ret meget til det. Holder man ferie i det mere sydlige Jylland, kunne en tur forbi Dybbøl Banke derfor være et besøg værd. Her kan man få en snert af historiens vingesus og opleve, hvordan soldaternes liv var på daværende tidspunkt. Det er lærerigt men også underholdende for de små, som hurtigt vil blive fanget ind af det historiske element, der fremføres af skuespillere og iscenesatte omgivelser.

Gudenåen: Fordyb dig i smukke naturområder
Når solen skinner fra en skyfri himmel, og temperaturerne er høje, er der ikke noget bedre end at bevæge sig ud i det fri og komme væk fra de indelukkede hjem. Og er man i nærheden af Gudenåen, er dette et perfekt sted at besøge. Et udspring i Tinnet Krat og en udmunding i Randers gør Gudenåen til Danmarks længste vandløb, og med en strækning på 158 km kan man sagtens bruge flere dage på at udforske de skønne omgivelser. Langs dens bredder er der nemlig smuk flora og dyreliv, så uanset om man sejler, cykler, fisker, rider eller tager travestøvlerne på, er det nemt at fordybe sig i.

Fyn

Egeskov: 460 års historie bag tykke mure
Egeskov Slot er ikke kun for de små men også de store. Der er noget for enhver smag, og en familieudflugt til det 460-årige slot vil byde på et væld af fantastiske oplevelser. I kan fordybe jer i historien bag det smukke slot, opnå mindfulness i en af verdens mest spektakulære haver, fare vild i Egeskovs store labyrint eller komme helt op i trækronerne omgivet af fuglesang. Og til jer, som også er stor fan af biler, kan man besøge veteranmuseet, hvor smukt bevarede veteranbiler, motorcykler og fly står til skue for slottets gæster.

Gæster kigger på panda i Odense ZOO Ard JongsmaOdense Zoo: En af Europas bedste Zoos
Tag familien under armen og kom helt tæt på dyrene i Odense Zoo. Her kan du møde 130 forskellige dyrearter, så uanset om du er til krybdyr, store katte eller små gedekid, er der noget for enhver smag. Omgivelserne er bygget op omkring en række miljøer, og man har forsøgt at gøre det så naturtro som muligt. Dette er blandt andet en af grundene til, at Odense Zoo ikke kun i 2013 men også i 2015 blev kåret som Europas bedste zoologiske have.

Sælsafari: Se hvor sælerne solbader
Er man mere til at se dyrene i deres naturlige omgivelser, kan man i stedet for at gå i zoo tage på sælsafari i det sydfynske øhav. Sejl bl.a. ud til Strynø, hvor man kan se sæler, som ofte solbader mellem stenene i det lave vand, og andre dyre- og fuglearter, som lever i området.

Hans Christian Andersen Trail: Gå i fodsporene på den kendte eventyrforfatter
Som børn fik vi læst H.C Andersens eventyr op af vores forældre, og nu gør du sikkert det samme for dine børn. At gå i fodsporene på den verdenskendte forfatter vil derfor være ligeså interessant for dig, som det vil være for dine børn. Ved at downloade app'en "Hans Christian Andersen Trail" kan man tage på udflugt i det fynske landskab og besøge 15 fynske herregårde og slotte, som alle har en historie at fortælle om den danske eventyrforfatter.

Sjælland og øerne

De Glemte Kæmper: En skulpturjagt i det fri

Se afkrogene af den smukke natur på Sjælland ved at tage på jagt efter de 6 glemte kæmper, som står gemt udvalgte steder på Vestegnen lagt fra Københavns mest besøgte attraktioner. De 6 træskulpturers formål er at få lokale og turister til at opleve de smukke naturområder, som vi normalt ikke besøger. Skattejagten på kæmperne er især en sjov aktivitet for familier med lidt større børn, da kæmperne også er beregnet til at klatre på eller ind i. De seks kæmper ligger ikke samme sted, så hvis man ønsker at finde dem alle, får man rig mulighed for at fordybe sig i den "glemte" natur.

Møns Klint: Majestætiske naturomgivelser
I USA har de Grand Canyon, i Irland har de Cliffs of Moher, og i Danmark har vi Møns Klint. For nogen kan disse tre ting ikke sammenlignes, men det mener vi, at de kan. For selvom den danske natur ofte blegner en smule i forhold til andre landes, så er Møns Klint en storslået naturoplevelse, som man ikke bør glemme. Den ligger ikke så langt væk, men den er stadig på højde med mange andre særlige naturomgivelser i verden. De hvide kridtskrænter og det turkisgrønne hav giver en smuk udsigt, som ikke kun får én til at indse, hvor fantastisk moder natur er, men også hvor ubetydelig mennesket egentligt er.

LÆS OGSÅ: Ny app viser vej ind til hjertet af København

Klampenborg: Natur, rutchebaner og strand15293 Dyrehaven Kim Wyon
Rolige omgivelser eller fart over feltet? Skoven eller stranden? Mennesker eller dyr? Hvis man har svært ved at beslutte sig for, hvad det egentlig er, man ønsker at bruge sine feriedage på, bør man overveje Klampenborg. Her kan man nemlig få det hele på en gang. Med en kombination af strand, natur og forlystelsesparken Bakken behøver man ikke begrænse sig. Er vejret til det, kan man starte på Bellevue Strandpark og få slikket lidt sol, mens børnene leger i vandet. Efterfølgende kan man bevæge sig op i det fredelige Dyrehaven for at gå en tur i det fri og iagttage de mange vilde hjorte, som bor her. Og har man stadig energi at forbrænde, kan man efterfølgende slutte dagen af med en tur i verdens ældste forlystelsespark.

Karlstrup Kalkgrav: Køl ned i naturens svar på en pool
For alle, som elsker at bade, bør Kalstrup Kalkgrav være den næste udflugtsdestination. Her kan man nemlig få lov til at dyppe sig i en lækker azurblå sø, som ligger i midten af en kæmpe kalkgrav, der blev dannet for flere millioner år siden. Så ikke nok med at du får mulighed for at køle dig selv ned, når temperaturen stiger, men du får lov til at gøre det i omgivelser, som virker helt urealistiske.

Senest ændret Torsdag, 05 juli 2018 09:12

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.