Pas på - en drone kan koste dyrt

Udgivet i Dit liv
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

FILMOPTAGELSER FRA HIMLEN: Droner er de seneste par år blevet populære blandt danskerne. Både børn og voksne hygger sig med at filme højt fra himlen. Men uden forsikring kan det blive en dyr fornøjelse, hvis uheldet er ude.

For mange danskere er det at flyve med droner blevet en yndlingsbeskæftigelse. Men hvad mange ikke ved er, at der er mere i det end bare at sende den lille maskine op i luften. Det kan nemlig hurtigt blive dyrt, hvis man ikke har sat sig ordentligt ind i reglerne, eller hvis man ikke er ordentligt forsikret. I forbindelse med droneflyvning er der særligt tre ting, man skal have styr på.

"For det første er der helt særlige regler for, hvor du må flyve med droner. Du må fx kun sætte din drone op uden for bymæssigt område eller på områder, der er specielt indrettet til formålet. For det andet skal du være opmærksom på, at hvis din drone forårsager skader, så er det dig – som dronefører – der har ansvaret og dermed skal betale. Det tredje, du skal vide, er, at hvis din drone vejer over 7 kg, så betragtes den forsikringsmæssigt som et luftfartøj og vil ikke være omfattet af din indboforsikring," lyder det fra Lise Agerley, kommunikationsdirektør i Alka.

Det er dit ansvar - husk forsikring og dronetegn

Når man flyver med droner på over 250 gram, skal man have et dronetegn, og man skal huske at registrere sig som droneejer hos Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Det er kun ejere, som udelukkende flyver fra en godkendt modelflyveplads, samt medlemmer af en anerkendt modelflyveorganisation, der ikke har behov for et dronetegn.

"Sidste år blev der indført nye regler for droner, så du som droneejer skal ansvarsforsikre din drone, hvis den er på over 250 gram. Det er enormt vigtigt, ellers er du ikke dækket af en forsikring, hvis der sker skade på dronen, hvis den ødelægger andres ting, eller hvis den i allerværste fald skulle ende med at skade en anden person," fortæller Lise Agerley fra Alka.

LÆS OGSÅ: Pas på i haven - den kan være farlig

Uden en forsikring er det droneføreren selv, som er ansvarlig for at dække de eventuelle skader, som dronen påfører andre ting eller mennesker – hvilket hurtigt kan blive dyrt. Eksempelvis kan personskader løbe op i flere millioner i erstatning, skulle du være uheldig.

Små droner har mildere regler

Vejer ens drone mindre end 250 gram, betegnes den som en mikrodrone, hvilket betyder, at man som ejer ikke behøver dronetegn, registrering og ansvarsforsikring. Det er dog stadig vigtigt, at man har en indboforsikring.

Ifølge Forsikring & Pension er der stor forskel på, hvordan de enkelte selskaber dækker flyvning med drone.
Mange indboforsikringer dækker slet ikke flyvning med droner. Derfor har Alka dette råd:

"Tjek altid med dit forsikringsselskab, hvordan du er dækket. For når du flyver med drone – især hvis du er nybegynder – kan det nemt gå galt, hvis du ikke har helt kontrol over den, da der virkelig kan komme fart på en drone. Hvis du er forsikret, er du i højere grad sikker på, at du er økonomisk dækket ind, hvis uheldet er ude."

Billede 1

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.