Tivoli åbner fredag Fremhævet

Udgivet i Nyt fra rejsebranchen
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Af journalist: Aage Krogsdam

På fredag slår Tivoli dørene op til en ny sæson, som løber til den 22. september. Af nyheder kan nævnes, at Rutschebanen fylder 110 år i år, og en ny Klodshans-ballet har premiere på Pantomimeteatret, hvor Dronning Margrethe har lavet scenografi og kostumer, og tv-vært og komponist Philip Faber står bag musikken.

"Vinteren er brugt på omfattede vedligeholdelsesarbejde i forlystelseshaven, hvor gæsterne bliver mødt af en nyrenoveret forplads i Hovedindgangen. Vi har i år en række fejringer, som gæsterne kan se frem til. Pantomimeteatret runder i år 150 år, og det betyder, at vi sætter særligt fokus på balletten i år. Lige nu glæder vi os efter en lang mørk vinter til at åbne indgangene for de mange gæster til påske.", siger Tivolis direktør Susanne Mørch.


Når Tivoli slår dørene op for sommersæsonens 186 åbningsdage, markerer det ikke kun begyndelsen på en ny sæson, men også ankomsten af et nyt stort kulturprogram. Sommersæsonen inviterer bland andet på 24 Fredagsrock-koncerter og lægger ud med Coco O. den 12. april. Derudover kan det nu afsløres, at Medina, der i øjeblikket er den mest efterspurgte popdiva i Danmark, optræder til Fredagsrock den 2. august. Hun skrev sig i 2009 ind i dansk musikhistorie med albummet Velkommen Til Medina, der blandt andet kastede sange som Kun For Mig af sig. Foruden Medina vil Folkeklubben optræde og fylde forlystelseshaven med poptoner og dansk lyrik i særklasse, når de spiller til Fredagsrock den 19. juli. Sidste år udgav den populære og underspillede trio det anmelderroste album Mere end en klub. Den 28. juni indtager Take That Plænen, mens Rasmus Seebach inviterer til Fredagsrock den 21. juni, og det bliver rockbandet Saveus, der afslutter årets Fredagsrock-sæson.

Lørdags Hits og Syng med i Tivoli

Tivolis lørdags Hits-koncept med musik, man kender og kan synge med på, vender også tilbage. Lørdags Hits afvikles over otte lørdage i juli og august måned og hylder musik, der stadig holder efter flere årtier, og som alle kan synge med på. Blandt sommerens optrædender er Dodo & the Dodos den 27. juli og Birthe Kjær den 10. august, og den 24 august indtages Plænen af Shu-bi-dua 2.0.

Med Alsang på Skansen som forbillede fortsætter Tivoli også med at præsentere publikum for koncerter på Plænen, hvor Annette Heick som syngende vært med Tivolis Salonorkester står bag. Syng Med i Tivoli sker på udvalgte torsdage i juni, juli og august. Her vil blandt andre Maria Montell & Bryan Rice optræde den 6. juni og Zindy Laursen & Michael Carøe den 4. juli.

Gæsterne kan også se frem til at opleve, at astronauten Andreas Mogensen besøger Rasmus Klump og hans venner i forlystelseshaven, og det er også i år, at Tivoli markerer Tivoli Gardens 180-års jubilæum.

Glassalen fyldt med satire, revysang og dyr

Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby indtager Glassalen fra 3. april i form af den musikalske satiregruppe Platt-Form. Trine Pallesen optræder fra den 16. april med et rørende musikalsk portræt af Eurovision-vinder Grethe Ingmann. Glassalen lægger også scene til en ny omgang af Tivolirevyen fra den 6. juni, hvor Lisbet Dahl, Thomas Eje, James Price, Rikke Buch Bendtsen, Rikke Bilde og revytalentet Mikkel Becker Hilgart er medvirkende. Tivolirevyen fejrer i år 140-års jubilæum og har en række overraskelser i baghånden. Udover ovenævnte er der også klassisk musik på programmet i Tivoli sammen med en lang række andre aktiviteter sæsonen igennem.

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.