Tivolivrevyen genopstår 1. juni

Udgivet i Kultur og underholdning
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Af journalist: Aage Krogsdam

 

Der var højt humør, da Lisbet Dahl, Andreas Bo, Linda P, Nicolai Jørgensen, Carsten Svendsen og kapelmester James Price havde første mødegang på Tivolirevyen i Glassalen i Tivoli, der har premiere den 1. juni.

Der er kun knapt en uge til premieren den 1. juni, og nu er skuespillerne så i gang med prøverne i Glassalen. Der er foreløbigt solgt 35.000 billetter, og Tivoli har netop valgt at sætte fire ekstra forestillinger til salg.

Holdet bag den kommende revy er som nævnt i fuld gang med at øve sig, og de har også indtaget salens historiske garderobe, som tidligere er blevet brugt af stjerner som Dirch Passer, Liva Weel, Poul Reichhardt, Ulf Pilgaard, Helle Virkner og mange flere.

Ved starten på prøverne plantede skuespillerne et revytræ – et oliventræ, der markerede, at skuespillerne er rykket ind i Glassalen. Oliventræer bliver meget gamle, og derfor skal revytræet også symbolisere, at dette års Tivolirevy forhåbentlig bliver en af en lang række af Tivolirevyer.

En lang række revyforfattere fra hele landet har bidraget med sjove tekster til revyen, men Lisbet Dahl og resten af holdet har endnu ikke lagt sig fast på, hvilke parodier, politiske viser og sange, som stjerneholdet skal optræde med.

"Jeg aner ikke, hvad revyen kommer til at handle om. Jeg beder bare til, at det bliver godt. Det er et godt hold, og vi griner en masse", siger Lisbeth Dahl, der er instruktør på revyen.

"Jeg har altid leget med andre genrer, også i mine stand-up shows, men at lave revy har selvfølgelig en anden rytme, som jeg lige er ved at vænne mig til. Men det skal nok komme, og det skal nok blive sjovt.", siger revydebutant Lind P. og revyveteranen Carsten Svendsen tilføjer:

"Vi er ved at være klar til at boltre os på scenen, så vi kan finde ud af og afprøve, hvad der fungerer."

Når Tivolirevyen i Glassalen får premiere i 2023, er der tale om en genoptagelse af en lang revy-tradition i Tivoli. Første gang Tivoli kunne præsentere en revy var helt tilbage i 1884 under navnet Sommerrevyen, hvor Vilhelm Petersen med stor succes lancerede en revy i den gamle have

Siden har navne som Dirch Passer, Liva Weel, Poul Reichhardt, Jørgen Ryg, Claus Ryskjær, Helle Virkner, Ulf Pilgaard, Kirsten Norholt, Trine Dyrholm, Preben Kristensen, Bodil Jørgensen, Carl Alstrup, Søs Egelind og mange andre af tidens store skuespillere og selvfølgelig Lisbet Dahl sat deres humoristiske fingeraftryk på revyerne. Senest indtog revyen Tam Tam Glassalen i 2014 til 2016. I løbet af Tam Tam-årene kunne man bl.a. opleve stjernerne Søs Egelind, Bodil Jørgensen, Henrik Koefoed, Mads Knarreborg, Ole Thestrup, Ditte Gråbøl og Niels Olsen.

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.