Så er det tid til at plante roser

Udgivet i Bolig
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Det er nok de færreste, der ved, at det er nu, man skal plante roser og dermed gøre klar til sommeren og en af de smukkeste blomster. Men det er det.

Den bedste tid for succes med roser er at plante i januar og februar, blot jorden er til at komme i. Fordelene er faktisk rigtigt mange ved at plante i løbet af vinteren, for planterne har rigtigt gode muligheder for at få en god start, og det er ikke nødvendigt at vande, kun lige når der plantes.

Haveroser kan let bestilles på nettet, så man kan i ro og mag sidde hjemme og vælge lige de sorter, man ønsker sig. Barrods-roser har endnu en fordel, de er langt billigere i indkøb end en haverose med blade og blomster i potte og er mindst ligeså gode, måske endda bedre.

Plantes der barrods-roser i løbet af vinteren, kan man allerede nyde rosen, der sætter de første skud i det tidlige forår og frem til første blomstring midt juli, hvor man ofte har travlt med den øvrige forårs- og sommerklargøring af haven.

Roserne vil blomstre igen og igen helt frem til og med november, afhængig af vejret. Hvis blot man vælger de såkaldt remonterende sorter, vil man kunne nyde mange gen-blomstringer hele sommeren og langt ind i efteråret, og man skal ikke være bange for at plukke skønne duftende buketter ind til stuen, for jo mere man klipper, jo flere roser gror frem.

Duft hitter

De senere år er der også kommet særdeles velduftende sunde roser på markedet. Den allerede velkendte og duftende klatrerose 'Our Last Summer' som er døbt af Ghita Nørby, har allerede fundet vej til mange danske haver. Andre duftroser har været udsolgt men er nu klar igen, bla 'Fru Nørby' som også er storblomstret og døbt af Ghita. Samt 'Inger Forever', som er en ny og større buskrose - også særdeles velegnet som duftende hæk.

Roser i krukker er også populære

Flere af roserne kan også plantes i store krukker på terrassen, blot man husker godt dræn.
Til krukker anbefales sorter, som bliver knap så kraftige bla. buketrosen 'I am Grateful' og den allerede nævnte storblomstrede 'Fru Nørby'.

Også den hængende røde rose, 'Lady in Red', er dejlig i krukke på altanen eller terrassen.

Tips og gode råd:

• Sæt de hjemkøbte barrods-roser i en spand vand et par timer før plantning.
• Plant rosen dybt, dvs. ca. 7-8 cm under podestedet.
• Gød første gang i april og med en gødning, der også indeholder micronæringsstoffer, NPK + Micro fås i de fleste byggemarkeder.
• Pluk gerne buketter i løbet af sommeren, for så vil rosen kvittere med endnu flere blomster.

Senest ændret Mandag, 07 januar 2019 14:48

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.