Verdens nok mest grønne stad ligger et stenkast fra Danmark

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Foto: Visit Sweden

For tredje år i træk kaprer Gøteborg førstepladsen på det globale bæredygtighedsbarometer, Global Destination Sustainability Index 2018, som er en bred international måling af bæredygtighedsarbejde i 50 byer verden over. Gøteborg vandt over byer som Washington og St. Petersburg. Det blev afsløret i sidste uge. Undersøgelsen baserer sig på en international rangordning af bæredygtighedsarbejde

.

"Vi er utroligt stolte over denne pris. At Gøteborg lykkes med at fastholde topplaceringen for tredje år i træk er en præstation, der viser, at byen og turistindustrien tager bæredygtighedsindsatsen alvorligt og udfordrer andre byer til at gøre det samme", siger Camilla Nyman, administrerende direktør i Göteborg & Co.

Rangordningen i bæredygtighed blev introduceret i 2016, og i år var interessen for at deltage større end nogensinde. 50 byer og destinationer deltog, og steder som Washington, Bangkok, St. Petersburg og Monaco var nye deltagere.

Med en score på 94 point ud af 100 mulige drønede Gøteborg i følge Global Destination Sustainability Index (GDSI) ind i toppen af listen over 'byer til møder og arrangementer'. Gøteborg opnåede sidste år 92 point og tog også dengang førstepladsen.

GDSI blev lanceret af MCI-Group i fællesskab med den internationale organisation ICCA. Onsdag den 14. november modtog Annika Hallman, direktør for Gothenburg Convention Bureau, prisen på vegne af hele Gøteborg, dette på ICCA's årlige verdenskongres i Dubai.

"Selvfølgelig er vores mål at ende helt øverst i toppen - men på den lange bane er det vigtigere for os, at flere byer begynder at arbejde aktivt på bæredygtighedsproblemer og lære af hinanden. Det var også grunden til, at GDSI oprindeligt blev etableret", fortæller Annika Hallman, direktør for Gothenburg Convention Bureau.

Alle bæredygtighedselementer måles: det miljømæssige aspekt, det sociale og det økonomiske. Men for at få en placering højst oppe er det ikke tilstrækkeligt blot at involvere turismen i Gøteborg med faciliteter og hoteller; byen skal som helhed være involveret i bæredygtighedsinitiativer.

Byerne, der deltager, vurderes ud fra omkring 30 kriterier: f.eks. hvor effektivt byen genbruger og bortskaffer affald, miljøcertificering af hoteller og restauranter, emissioner af drivhusgasser, tilgængelighed, trafikforhold, udlejningscykelsystemer og om både offentlige og private interessenter har bæredygtighedsstrategier på plads.

Grønne områder i Gøteborg

Gøteborg inviterer til frisk luft og en rask gåtur, og ofte tager beboere og gæster i byen ud til Slottsskogen, en enorm og smuk naturpark i byens sydvestlige hjørne. Det meste er skov med åbne lysninger ind i mellem. Vil man ud på en længere tur eller måske sejle i kajak, så er Delsjön i naturområdet sydøst for byen et velegnet sted. Der er to forbundne søer (kaldet "Stora" og "Lilla") med træklædte klipper, skov og små dale.

Er man til æstetisk havekunst, udsøgte samlinger af planter og store, hyggelige haver, perfekt til en picnic, så kan man besøge byens botaniske have, Göteborg Botaniska Trädgård. Det er en af de fineste af sin slags i Europa. Her er op imod 20.000 plantearter, blomster, træer, smukt spredt over det 175 hektar store område.

Øerne i den sydlige del af Gøteborgs skærgård ligger kun en kort sejltur fra Saltholms Terminalen i den sydvestlige del af byen; man kan tage sporvognslinie 11 fra Centralstationen og ud til terminalen. De nærmeste øer er Styrsö, Vrångö og Donsö. Et besøg på øerne giver et godt indtryk af livet på vestkystens øer. Her er smukt med mulighed for gå-, cykel- og svømmeture fra de hyggelige små strande.

Senest ændret Fredag, 23 november 2018 15:59

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.