Vores skirejser er blevet grønne og samvittighedsfulde

Udgivet i Rejser
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Miljøforkæmpere og Greta Thunberg har ikke levet forgæves. Klimadebatten og det nye, grønne fokus ses også i turismesektoren, både hos dem, der rejser, og hos dem, der skaber rammerne for disse rejser.

Madspild skal undgås. Selvregulerende LED-belysning på pister. Udryddelse af plastic. Og pillefyret er tilbage. Det er nogle af de tiltag, som svenske skidestinationer har gang i. 

50 % af de adspurgte i en ny YouGov-undersøgelse tilkendegiver da også, at det har nogen, stor eller afgørende betydning for valget af skidestination, at denne er grøn og har en miljøvenlig profil, herunder med tiltag i retning af at blive CO2-neutral. Samme spørgsmål blev stillet af YouGov til danskerne i 2017, hvor kun 40 % tilkendegav det samme. Danskerne er altså blevet betydeligt mere bevidste om den miljøpåvirkning, deres rejser har, og tillægger det betydning, at vi kan stå på ski med en grøn samvittighed.

Spørger man danskerne til, om det har betydning, at man kan vælge en CO2-venlig transportform hele vejen til og fra skisportsstedet, svarer 22 % af danskerne, at det har stor eller afgørende betydning, altså omtrent en fjerdedel af alle skirejsende.

Mange svenske skidestinationer har da også et forstærket fokus på netop grønne og miljøvenlige tiltag.

"Det er positivt at se, at flere og flere danskere går op i at tage på en miljøvenlig skiferie – eller befinde sig på en skidestination, der iværksætter grønne tiltag. Det er tilsvarende positivt, at så mange svenske skidestinationer iværksætter en lang række forskellige miljøvenlige og CO2-reducerende tiltag for at kerneproduktet - snesikkerhed, lækker indkvartering og god sikkerhed på pisterne - bliver så miljøvenligt som muligt. Miljøet betyder med andre ord noget for både skidestinationer og de danske skigæster", siger Anna Kron Boysen fra Visit Sweden.

Selvregulerende LED-belysning i Billingen Skövde

I Billingen Skövde har man installeret LED-belysning på langrendssporene, og når langrendsløberne har passeret, nedjusteres niveauet af lys. Herudover er der indkøbt nye snekanoner, som er energieffektive. Sidst men ikke mindst er det muligt at tage toget til Skövde, og fra stationen kan man tage med den gratis, miljøvenlige bus, Skiekspressen, videre op til Billingen, hvor skisporene ligger. Denne vinter kører Billingen Skiexpress i weekender mellem Skövde station og Billingen.

Ulricehamn vil gøre op med madspild

Hotel Lassalyckan, som er et populært hotel i Ulricehamn, har indført ny madpolitik. For at reducere madspild fra morgenbuffeten, vil der den sidste halve time på hverdage ikke sættes mere frem. Der skal spises op, kan man sige (man må dog altid spørge efter noget, man mangler). Rengøring er også et punkt, hvor hotellet ønsker at tage hensyn til miljøet. Ønsker man rengøring på sit værelse, skal man skilte med det, og ellers gøres der rent ved afrejse – dette for at reducere tøj- og vandforbrug og også spare på personalet. Lassalyckan arbejder også på at udskifte belysningen til lavenergibelysning, og nye miljøvenlige pistemaskiner er indkøbt.

Branäs-gruppen udrydder plastic

Branäs-gruppen har altid et bæredygtighedsfokus, når nye faciliteter designes og udvikles. Det hele startede med udbygningen af Branäs, hvor man prioriterede vigtigheden af indkvarteringsmuligheder, der er ski in - ski out og dermed også en opfordring til mindre bilkørsel på skiferien. Derfor er der udelukkende ski-in ski-out indkvartering her. Det er ikke kun afslappende og økonomisk at lade bilen stå, men også bæredygtigt.

Her befinder man sig på et skianlæg, der opvarmes med bjerg- og fjernvarme, og alle pistemaskiner kører 90 % på HVO biodiesel, som er en 100 % biologisk dieselolie. I sæsonen 19/20 skifter alle dieseldrevne køretøjer endvidere til HVO biodiesel.

Herudover serveres kaffe og mejeriprodukter, der er både fairtrade og økologiske. Og i denne sæson er målet at fjerne 90 % af al engangsemballage samt erstatte alle plastsugerør med sugerør lavet af siv fra Sverige.

Stöten i Sälen med klimavenligt pillefyr 

Der er et stort fokus på varmekilder i Stöten i Sälen. I 2018 blev et nyt varmeprojekt afsluttet, som er en del af et større klimaprojekt, der drives af det svenske miljøbeskyttelsesagentur og EU (en del af hele verdenssamfundets aftalte indsats for at reducere drivhusgasemissioner). Stöten i Sälen har modtaget investeringsstøtte fra det svenske miljøbeskyttelsesagentur for investeringen i pillefyr til opvarmning. Pillefyret betyder, at destinationen reducerer energiforbruget med 70 % i indkvarteringen på Stötentorget (hoteller, kontorbygninger, restauranter og Vattufjäll Bad & Spa). Pillefyret er overdimensioneret til dagens energibehov, for det er beregnet til også at kunne dække Stötentorgets fremtidige opvarmningsbehov.

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.