Det kribler og krabler juleaften, hvis man ikke passer på

Udgivet i Bolig
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)

Juletræet gemmer på en hær af insekter og smådyr, som bliver vækket til live, når træet kommer ind i varmen. Men med små tricks kan man minimere kribleriet. Læs med her:

Juletræet har i juledagene været en fast bestanddel af de fleste danske hjem i 100 år, og det er da også en hyggelig skik, som både store og små kan enes om. Og dem af plastic er kun få danskere fan af. Men med juletræets besøg i stuen rykker andre uindbudte med ind. Hundredvis af biller, småfluer, bladlus, ørentvister, edderkopper og andre småkravl, for de bor i vores juletræ, påpeger Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer i en pressemeddelelse.

"Et grantræ er en hule for en hel masse overvintrende insekter og smådyr. Dyrene er gået i dvale inde under de tætte grene, under barken og i koglerne. Så når vi tager et juletræ indenfor, får vi altså en hel del uventede gæster med ind i julestuen," siger Claus Schultz, der er formand for Brancheforeningen for Skadedyrsfirmaer og teknisk chef i Rentokil Skadedyrsbekæmpelse.

Når dyrene kommer ind i vores varme og lyse stuer, vågner de fra deres dvale og begynder at røre på sig.

"Nogle af dem går i chok over pludselig at komme ind i varmen, andre søger ind under paneler og andre steder, hvor de kan få fred, og der er lidt køligere," siger Claus Schultz fra Rentokil.

Små tricks minimerer den zoologiske have

Det er stort set umuligt ikke at få insekter med i købet, når man vil have et ægte juletræ, lyder det fra Claus Schultz. Og ikke overraskende er der flere dyr i de træer, man henter direkte ind fra naturen, end hvis man køber et træ på torvet i byen.

Man behøver dog ikke være bange for dyrene. Der er nemlig ikke tale om skadedyr, som går i møbler eller madvarer, men blot almindelige uskadelige insekter.

Hvis man alligevel foretrækker at holde jul uden selskab fra naturen, kan man med tre simple tricks reducere antallet af småkravl betydeligt:
• Lad juletræet stå udenfor en dag eller to, inden du tager det ind i stuen
• Bank juletræet et par gange hårdt mod jorden, så ryster man mange af dyrene af
• Skyl eventuelt juletræet med en vandslange

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.