Porten til Sydgrønland er den store internationale lufthavn Narsarsuaq, hvor der er flere ugentlig forbindelser til og fra Kastrup. I lufthavnen finder man et hotel, og området er yderst velegnet til vandreture i den smukke natur - ikke mindst ind i dalen, som ligger bag landingsbanen. Dalen kaldes blomsterdalen. På dalens skråningerne ændrer blomsternes farver i overensstemmelse med undergrundens aflejringer. Fem orkidee-arter, gederams og kvan vajer i vinden. Lad dine sanser optage farver, dufte og rislen fra smeltevandet i elven og lyden fra fuglelivet. Du kan også være heldig at se en vandrefalk eller havørn på din tur.
Det var i Sydgrønland, at den norske viking Erik den Røde kom til området og udforskede det i årene 982 til 985. Han bosatte sig i og anlagde en lille bosættelse, som han kaldte Brattahlid. I dag er stedet fåreholderbygden Qassiarsuk. Den ligger kun 30 min. sejltur væk fra lufthavnen, og det er her, du finder de tidligste overleveringer fra de gamle vikinger. Alene i Sydgrønland er der fundet mere end 500 ruingrupper spredt ud over hele området.
LÆS OGSÅ: En polarforskers udsigt til Grønland
Alt er grønt
Om sommeren er hele Sydgrønland fyldt med smukke grønne fjorde med byer og bygder. På fjordene møder du sejlende blåhvide isbjerge, og langs siderne udløber flere brusende elve. Samtidig vil du bag de høje fjeldtoppe møde stille fjeldsøer og masser af grønne planter, buske og mindre træer.
Områdets byer, Narsasuaq, Nanortalik og den største by Qaqortoq (Julianehåb), kan du dels komme til med båd fra lufthavnen eller med helikopterforbindelser. I hele det sydgrønlandske område er der spændende planteliv og ikke mindst kælvende isbræer i bunden af fjordene ved Qaqortoq (Julianehåb) og Narsarsuaq.
Vi er taget på en sejltur i området ved lufthavnen. I juli og august kælver tonsvis af blåhvide ismasser ud i fjorden. Man kan sejle ret tæt på bræerne. Vi var ca. 400 meter fra dens stejle isvæg, hvis blåhvide ismasser skifter farve i solens stråler. Af og til lyder et mægtigt brag, når et isfjeld brækker af - hvorefter fjordens vand og strøm tager fjeldet med på dets sidste rejse ud af fjorden, inden det er helt smeltet og opslugt af Golfstrømmens varme vand i David Strædet.
Nær et elvudløb kaster vi anker og ror i en gummi båd ind til land. Her i denne pragtfulde natur ser vi en havørn i det fjerne, ligesom snespurve og vipstjert nysgerrig i ny og næ betragter de nye indtrængere i deres verden. På sletterne mellem elvens mange forgreninger gror et utal af farverige polarblomster – eksempelvis den flotte kvan, rosenrod, den røde gederams, den blomstrende polar-kæruld, blålyng og stenbæk, mens blåklokken gynger blidt i vinden med dens karakteristiske blå klokkeblomster. Fjeldsyre, isranunkel og moslyng ses også her i det frodige landskab, mens blåbær, røde tyttebær, multebær og sorte revling lokker os til en smagsprøve.
I det fjerne høres den typiske "grok grok" lyd fra fjeldrypen, der stadig er klædt i sin gråbrune sommerdragt. Her er der også fald fra rener, og i en lille dalsænkning findes en fin vegetation, som formentlig giver føde til vildrenerne på deres vandringer i området.
Fuglefjeld
Hjemturen går langs fjordens sydside, hvor vi passerer et fantastisk 500 - 800 meter højt fuglefjeld, hvor rider og svartbag i tusindvis har fået deres unger på vingerne. Rederne findes på de små afsatser på den lodrette klippevæg næsten hele vejen op til toppen. Her er en kolossal koncert fra de "syngende " fugle, og i fjorden sidder ungerne tæt på de flade blåhvide isfjelde, mens de endnu øver sig i flyvningens kunst. Også enkelte lomvier har deres yngleplads på fjeldet.
Fjeldørred
For lystfiskere er juli og august, de bedste måneder at fange fjeldørred i elve og søer. Vi går op langs elven, som klukker dovent afsted på sin vej mod fjorden. Hist og her snubler strømmen over klippeblokke, men de formår ikke at stoppe vandets vej. Elven ser meget fredelig ud, men man skal ikke lade sig narre af denne idyl. Om foråret, når sneen smelter, og vandet i enorme fosser vælter ned fra fjeldene, skærer elven tænder mange steder, og den forvandles til en malstrøm af kogende hvirvler, som maser sig frem i skumsprøjt mellem de rullende og stationære klippeblokke.
Følger man den bugtende elv, når man efter nogle kilometer et brat sving, hvor elven stiger en del, og strømmen er stærk. Her findes store klippeblokke ude i den stærke strøm, hvor der gemmer sig store bassiner bagved. I skyggen under vandets fald, hvor skumsprøjt brydes i alle regnbuens farver, plejer ørrederne at stå.
Der findes et hav af elve på Grønland med fjeldørreder. Her lever den og lokker ikke alene lystfiskere til, men også grønlænderne, som gennem århundreder har betragtet fjeldørrederne som et kærkomment kosttilskud til de mange andre forskellige fiske- og dyreretter. Ørredens fighterevner tyder på, at naturens vildskab har påvirket den. En natur som er så storslået og dragende, at den næsten er ubeskrivelig i sin majestætiske ensomhed.
