Sygdom og skadedyr – lad planterne blive, når du rejser hjem fra ferie

Udgivet i Have
Bedøm denne artikel
(0 bedømmelser)
Pas på med at tage flora med hjem fra ferien. Pas på med at tage flora med hjem fra ferien.

Souvenirs hører ferien til. Men det er ikke alle genstande, som er lige gode at tage med hjem fra en tur sydpå. Eksempelvis skal man være meget varsom med at bringe flora hjem til udplantning - sygdomme og skadedyr kan nemlig gemme sig i bagagen.

Når turen går sydpå, er det efterhånden blevet tradition, at rejsende har en souvenir med hjem. Og hvad er bedre end en lille blomst eller plante, som vil blive ved med at vende tilbage år efter år. Det vil være en souvenir, der vil blive ved med at give. Men bringer man flora med hjem i bagagen, skal man være særligt opmærksom på, at der kan være skjulte passagerer ombord, der ikke kun er farlige for ens egen have, men som kan sprede sig i Danmark og ødelægge vores natur og erhverv. Bakterien Xylella fastidiosa, som findes i Italien, Frankrig og Spanien, kan angribe over 300 plantearter – herunder tre af de meget økonomisk vigtige afgrøder for Middelhavslandene: vin, oliven og citrus. Men den kan også angribe en lang række planter, der findes i den danske natur som kirsebær, blomme og eg, og prydplanter som lavendel, nerie og pelargonier.

LÆS OGSÅ: Pas på i haven - den kan være farlig

"En smuk plante til minde om en god ferie sydpå kan hurtigt ende som et mareridt for den lokale planteskole og i værste fald for det samlede gartnerierhverv i Danmark. Derfor har vi brug for, at alle tager ansvar og overvejer det meget nøje, inden de tager planter med hjem til Danmark", siger enhedschef for Planter i Landbrugsstyrelsen, Kristine Riskær.

Din have kan blive en karantænezone

Når en plante inficeret med Xylella fastidiosa bliver identificeret, betyder det efter EU's fælles regler, at den skal destrueres, og at alle værtsplanter inden for en radius af 10 km skal sættes i karantæne. Det kan ramme lokale planteskoler og gartnerier hårdt.
Den største skade for Danmark ville dog være de negative konsekvenser for afsætningen af danske prydplanter til andre EU-lande og eksporten til lande uden for EU, hvis Danmark kommer på listen over lande, hvor Xylella fastidiosa forekommer.

"Vi anbefaler, at man nyder planterne, der hvor de er, når man tager på ferie i stedet for at tage dem med hjem til Danmark. På den måde er man med til at beskytte vores natur og vores erhverv", siger Kristine Riskær.

Selvom planter eller frø ser raske ud, kan de føre nye svampesygdomme og skadelige vira, insekter eller bakterier som Xylella fastidiosa med til Danmark.

Lær synderne at kende – der er 12

Der er ca. 250 såkaldte karantæneskadegørere på EU's liste, og det er ikke muligt at genkende langt de fleste af dem for andre end eksperter. Karantæneskadegørere er planteskadegørere, der ikke må indføres eller spredes i Danmark og EU. Landbrugsstyrelsen har lavet en pjece med 12 genkendelige karantæneskadegørere, som vurderes særligt vigtige at have fokus på herhjemme. Med pjecen i hånden er det muligt at genkende de 12 største syndere eller symptomerne på dem.

Senest ændret Tirsdag, 03 juli 2018 14:24

Skriv en kommentar

Udfyld venligst alle felter markeret med (). HTML er ikke tilladt.